Spejlbilleder af et tidligere liv

af Christoph Peters, forfatter

På et tidspunkt efter barndommen, ungdommen, set fra i dag ligger begge dele langt tilbage, og det er næsten umuligt at drage en tydelig grænse mellem dem, sandsynligvis efter endegyldigt at have forladt stedet, hvor det hele begyndte, landsbyen ved fjorden, en af de få fjorde på Fyn, et sted, der ellers ikke bød erindringen nogen særlig lyskraft, et stykke tid derefter begyndte en følelse af tab at trænge sig på. Det drejede sig da ikke om savnet af noget stort eller enestående, for alt i landsbyen var, hvad man ville have kaldt ”almindeligt”, hvis det ikke havde lydt så nedsættende, det kunne have været tusindvis af andre landsbyer i Danmark, Sverige, Norge, sikkert også i Tyskland, Holland eller Polen. Man kan hævde, at det ikke-særlige her havde opnået en grad af fuldkommenhed, der igen gjorde det til noget helt særligt, men den slags paradokser fører ingen vegne. Det kan dog slås fast, at det intet sted i verden, ikke på noget tidspunkt, med noget menneske, var muligt at genfinde det, der efter barndommen, ungdommen, efter den endegyldige afsked, begyndte at mangle, indledningsvis næsten umærkeligt, som en lavmælt skuffelse, der lagde en skygge over alle steder, hvert eneste øjeblik, hvert eneste nyt møde, til sidst sågar over kærligheden, der, i hvilken skikkelse den end trådte frem med alle sine højdepunkter og nedture, Himmelen og Helvedet, altid forekom mærkelig bleg. Og da dette tomrum først var opstået, var heller ikke landsbyen, hvad den forud havde været. Årsagen skulle hverken findes i det efter opbruddet til pulserende metropoler og fremmede lande forvandlede blik eller i de forandringer, som landsbyen gennemgik: Som overalt på landet var de fleste butikker, konditorier og kroer efterhånden blevet lukket, eftersom de gamle døde, og de unge rejste væk for at arbejde og leve det rigtige liv i selskab med mennesker, der havde mere perfekt hud, mere betydelige følelser og drak italiensk vin i smagfuldt indrettede lejligheder. Presset af de økonomiske nødvendigheder var markerne omkring landsbyen blevet mere og mere omfangsrige, og de blev nu dyrket af færre og færre bønder med større og større maskiner. Køerne græssede ikke længere på enge, men stod derimod i enorme haller med fuldautomatiske foder- og malkeanlæg, og ingen trebenet hund dryssede gennem landsbyens gader på jagt efter alt og intet. Sågar i det trygge barndomshjem, hvor forældrene stadig boede, havde fraværet spredt sig, selv om ingen bebrejdede hinanden fortidens forsømmelser eller formørkede fælles stunder med gammel bitterhed. Ikke desto mindre: Duften af brunsvigeren i ovnen forlenede ikke længere de mørke vinterdage med en hellig stemning, og alt for mange billeder fra tiden, der var gået, gled ind over juleanden med rødkål, så den frem for alles øjne blev en erindring. Fra det ene øjeblik til det andet blev moren og faren årtier ældre, og det forbudte spørgsmål om døden sneg sig nærmere.

Der var rastløse rundgange i huset, på trods af den sikre viden om i hvilken stilling man sad mest bekvemt i sofaen, på trods af de velkendte bøger og pladen med Mozarts Klaverkoncert i D-mol, hvor den rytmiske lyd af en ridse havde gravet sig så dybt ned i hukommelsen, at den senere altid manglede i ubeskadigede optagelser.

Skabslåger og kælderdøre blev i ubemærkede stunder åbnet med stjålne bevægelser, for det passede sig egentlig ikke længere at gøre det, men det var nødvendigt at få vished for, at alting stadig var her, eller i det mindste forsikre sig om, at et eller andet, en eller anden afgørende ting, der i al hemmelighed engang havde knyttet alting sammen, nu endegyldigt var borte.

Den ting lod sig heller ikke finde udenfor, hverken mellem plæneklipper, skovl og hakke inde i skuret eller under værktøjet i garagen. Set ude fra haven fremstod vandet i fjorden nede bag markerne, trægrupperne og den gamle kirke nu blot som en helt ordinær blå, grå eller sølvfarvet stribe – alt efter hvordan solen stod – og heller ikke bevidstheden om, at den var en udløber af det kæmpestore hav, som man kunne rejse ud i verden på, allerede for mere end tusind år siden helt til Island og derfra videre til det uopdagede Amerika, kunne ændre på dette.

Således føltes hver ny afsked stadig mere endelig, tynget af taknemmelighed og dystre forudanelser. Men for hver ny ankomst til den flere hundrede kilometer fjerne hovedstad, der selv efter mange år stadig ikke føltes helt fortrolig, meldte billederne sig til gengæld med stadig større skarphed. De begyndte at lyse op indefra, de pressede sig ind over tomrummet, mere virkelige end det svundne og mere klare end nogen erindring, for erindringen bedrager, og det svundne opholder sig et andet sted. I billederne tog visheden om, at intet, som engang har været, nogensinde går tabt, i højere og højere grad form. Alt fandtes stadig, i formationer af ordnet lys, der raser ud mod himmelrummets grænser og videre over dem til tidens ende. De dokumenterer hvert eneste øjeblik, og hvis nogen om tusinder eller millioner af år betragter dette sted derfra, vil de stadig kunne se:

Den ubevægelige vandoverflade om morgenen, omgivet af to landtunger, den ene skovbevokset, den anden med tilfældige lagerhaller, en vindmølle. Mellem dem udgangen til det åbne hav, trussel og flugtvej på én og samme gang. Det er herfra stormfloden skyller ind og æder landet op, men samtidig også vejen ud mod fjerne egne, hvor det ukendte venter med løfter og fremtid. Når havet trækker sig tilbage, efterlader det bølgende mønstre i sandbunden, der vidner om, at alting uophørligt er i forandring, også når alle bevægelser er faldet til ro, enhver lyd lader til at være forstummet. På et stykke råddent reb, der for mange år siden blev bundet løst omkring en pæl, frembringer de slimede tangplanter gule blærer, der spærrer ilten inde, indtil næste bølge, den næste storm, slider dem itu. En rød bøje advarer om grundt vand, eller også har nogen bare glemt den her, og længere ude ved indsejlingen til bugten kaster en sejlbåd fra tid til anden anker og venter på vinden, tålmodigt, for dens ejermand har længe været undervejs uden mål og med.

Hvidtjørnen langs den ujævne asfalt på vejen tilbage fra havet skjuler agerhønsenes reder og de af den rødryggede tornskade korsfæstede mus. Elmaster afskridter landskabet med lavthængende kabler og foregiver en orden, som de snart lader fare; en måges skrig over det endeløse blå; dagpåfugleøjer; svalehaler. Og så, mens solen blænder og stubbene på de nyhøstede marker kradser de bare ben til blods, svulmer en lyd op i vest, den nærmer sig med rasende fart, bliver så høj, at det ikke nytter noget at presse hænderne mod ørerne: To jetjagere, der ligger så dumdristigt lavt, at man kan se piloternes store briller og fede høreværn. Og det må da være helt fantastisk at jage over landskabet i sådan en stålpil – hvem kunne ikke tænke sig det? Russerne, der surmuler og truer med krig fra deres mørke rige i øst, skal nok holde sig væk, når de ser det her. Og der findes mange farer. At udsætte sig for dem kan være modigt eller ren dårskab, det er svært at skelne mellem de to, men den, der ikke formår at gøre det, vil brække begge ben eller drukne. Advarsler af den karakter gør indtryk en stund, men så bliver de glemt igen, for livet viser sig næsten altid fra sin venlige side, også selv om nogen fra tid til anden dør, det hører jo helt enkelt med.

Søndagen udmærker sig med familiebesøg og steg, man venter længselsfuldt på den, for da er det tilladt at lave ingenting, men hader den også for kedsommeligheden og bukser, der ikke må blive beskidte. Nogle gange udflugter i bilen til Odense, til Nordens største jernbanemuseum og H. C. Andersens hus, hvorfra Havfruen og Den grimme ælling udspringer. Eller til havnen i Faaborg, for et land viser sig tydeligst i dets skibe, og måske også fordi det trods alt er en betryggende tanke, at man på den anden side af havet vil finde den der anden verden, hvor nyhederne udspiller sig, fremskridtets mennesker flyver til månen med raketter og racerkørere vinder verdensmesterskaber. Det er muligt at bryde op og rejse dertil, og det vil sikkert være en udmærket idé en dag at gøre det for en tid. Men frem for alt kan man vende tilbage hertil, når ens viden er blevet stor nok. – Det forunderlige øjeblik, når biler, sågar store lastbiler, bliver opslugt af det åbne gab i færgerne, der glider ud af havnen med en langstrakt tuden, deler vandmasserne og trækker skummende bølger efter sig, inden de forsvinder spøgelsesagtigt i disen, som glitrende punkter et sted mellem himmel og vand. Sådan er dagene i lyset. Alt virker let og klart, ordnet efter årstider, vejrudsigter, planterne og dyrenes cyklusser. Det første grønne mos, brændende hekse af strå til Sankt Hans, senere, om efteråret, bliver skyerne næsten sorte, derefter traktorspor i sneen. Og midt i alt dette mennesker, der arbejder, fester, beklager sig og ser fjernsyn.

Men hver dag efterfølges af en nat, og selv om ulvene nu er borte – de hyler end ikke ved fuldmåne – træder de dystre uvisheder frem, så snart mørket falder på, i ly af tågen ude fra havet, kropsløse og uopholdelige. De trænger ind i huset gennem vinduessprækker og løse tagplader, gulvbrædderne knirker, tagrytterne piber, og de vender vrangen ud på søvnen. Så bliver der åbnet for noget, som aldrig er synligt ude i lyset, og dog er det så virkeligt, at angstens sved flyder i strømme og fryser til is under dynen. Nogle gange høres et skrig, når færgerne, udflugtsdamperne, vender tilbage fra stedet på den anden side af havets ende, skyggeskibe bemandet med åndevæsener, der lydløst har skaffet lasten af vejen og kvalt menneskene inde i tågen. Hviskende klagesange i det fjerne, næsten uhørlige, på et sprog ingen taler, og som intet levende menneske kan tyde. De løber sammen til linjer og flader, bliver til lyset fra en ensom gadelygte genspejlet i en vandpyt, til den af månen oplyste rand på en lavthængende sky og lægger sig som mat dug på ruderne i forlængst forladte huse, hvorfra nu kun genfærd af de tidligere beboere kigger ud. Alt dette er synligt i disse indre billeder fra landsbyen ved fjorden, som ikke længere findes og måske aldrig fandtes, og således, sådan som den er her, tilhører den fra nu af også os.