Jan Sonnergaard
At sige velkommen til Ulrik Møllers kunstneriske verden er på mange måder også at sige velkommen til et paradoks. Hvis mnan blot taler med Ulrik nogle få minutter minutter, finder man jo ud af hvor levende optaget han er af mennesker og menneskelige fænomener, for eksempel livet i metropolen Berlin med al dens kunst og mode musik. Al den menneskelige vrimmel. Men mennesker og menneskeligt liv er jo lige præcist det, der demonstrativt ikke er i Ulriks malerier. De portrætterer tilsyneladende en verden efter mennesket, en verden hvor kun tingene er tilbage, hvor kun de menneskelige efterladenskaber findes, men ikke mennesket selv. En slags billedkunstens udgave af det gamle Brian Eno nummer "The Spider and I", hvor Eno drømte om "en verden uden lyd", en stum verden.
Dette er måske et biografisk paradoks, men der er også et andet og mere interessant paradoks i Ulrik Møllers malerier. Det paradoks der ligger i, at der kan være noget livsbekræftende og så menneskeligt og optimistisk et eller andet sted i denne afbilden af en verden uden mennesker.
For tilsyneladende skildres en verden efter katastrofen, efter apokaypsen. Ved første øjekast, altså. Tilsyneladende er der i mange af malerierne et vist slægstkab tematisk med Palle Nielsen og hans berømte raderinger af storby efter den nukleare apokalypse, af verden efter at bomben er faldet eller den store epidemi er brudt ud.
Men hos Palle Nielsen er der intet at være i tvivl om, det ér katastrofen, der afbildes, det er menneskehedens sidste minutter eller dage, der tematiseres i et tænkt inferno. Men dette er det kun tilsyneladende hos Ulrik Møller. For kikker man nærmere efter, begynder man at tvivle.
Der er ingen mennesker, der er kun fænomener og de virker ofte som om de er efterladt og ikke længere tjener en funktion. Men er dette ensbetydende med, at der derfor nødvendigvis er tale om en død verden?
Nej, det er det jo egentlig ikke. Selvom det er nærliggende at tro det, så findes der jo også i korte øjeblikke steder, institutioner opg byer uden menneskeligt liv - det kan være ferien, der efterlader steder tomme fordi menneskene er på vej andre steder hen, eller det kan være steder i ulvetimen, hvor alle sover eller steder på tidspunkter, hvor mennesker er utilbøjelige til at gå ud på grund af vejret for eksempel. Der kan være mange grunde.
Og det sjove er det spil, der er imellem det, man ved første øjekast ser, når man tror man ser en verden efter neturonbomben er sprængt ... og så det, man inutitivt fornemmer. For i hvert fald på mig virker malerierne langt fra døde, tværtimod er der altid noget vibrerende i farvernes spil med hinanden, der er altid en eller anden grad af bevægelse over det hele. Malerierne er ikke lukkede, kunne man sige. Hvis du ser nærmere på motiverne af byerne i ulvetimen, havneindløbet i tusmørket, flyhangarerne i tåge ... så er det egentlig ikke en deprimerende følelse undergang, der opstår i dit indre, men noget andet, måske noget så antikveret som en følelse af skønhed. Og skønhed kan jo som bekendt opstå de særeste steder. Selv de mindste og tilsyneladende mest betydningsløse ting kan være smukke, skønheden kan opstå hvor man mindst venter det. Og netop denne kolission mellem det skønne og det uhyggelige, mellem farvernes liv og motivernes tilsyneladende død skaber en fascination, der fostrer refleksion, ville jeg sige. Man kommer sådan i tvivl, på godt dansk. Mest tydeligt selvfølgelig når man ser malerierne live, så at sige, og ikke i reproduktion. Det er som om, motivet tager overmagten når man ser malerierne på en skærm, for eksempel. Tvetydigheden er meget større når man ser billederne i virkeligheden. Det er derfor, jeg glæder mig meget til at se denne udstilling i virkeligheden, også selvom jeg har set alle malerierne før, nemlig på computeren.
De nye malerier er også på mange måder dystre ved første øjekast: Færgen, der fragter os til Hades over Styx har gavlen åben, så vi bare kan køre direkte og uhindret ind; jagerflyene er på vej op og det er ingenlunde sikkert at de har noget som helst godt med sig, disse dræbere; raketten ér affyret og det kan snildt være begyndelsen til den endegyldige, nukleare apokalypse. Men når man så ser nærmere på malerierne, begynder man at tvivle lidt på denne skråsikre pessimisme, for mærkeligt nok er malerierne jo ikke skræmmende, de er måske nok det, man kunne kalde "tyste", men de er jo ikke døde. Der er spil og der er dynamik og man tænker: Det hele kan jo ligeså godt handle om det stik modsatte af død:
Raketten kan være en vejrraket, flyene kan være ude på en helt almindelig inspektionsopgave, motorfærgen kan være en venlig, lille en, der venter på at vi kommer om bord på årets store sommerferierejse, det er slet ikke sikkert at det er Karon, der står ved roret, det kan ligeså godt være en venlig, gammel pensionist.
Her kommer vi ind på et sidste paradoks, nemlig at disse tavse og tyste billeder på sæt og vis er meget litterære, selvom de jo aldrig skildrer en begivenhed. Der er tavst, stille og statisk ... og man læser dem uvilkårligt som en historie. Elller mere nøjagtigt: Man provokeres til at læse en historie ind i malerierne.
Det er det, der er med Ulrik Møllers billeder, også: De er på mange måder så litterære. Slet ikke i den forstand, at de yder sin egen interpretation, slet ikke sådan at de fremkommer med et statement, men tværtimod således, at de indbyder til en udlægning, at de ægger til fortolkning og vel at mærke vores egen fortolkning. Vi provokeres til at spørge: Hvor er dén der på vej hen? Hvorfor står der sådan én her? Hvordan kan det være, færgen sejler sådan rundt når der ikke er mennesker?
Alle malerierne kunne gentlig bruges som forlæg eller start på en fortælling og gad vide om jeg egentlig ikke selv gør forsøget en dag. Det er i hvert fald en af de mange ting, malerierne indbyder til og det er blandt andet også derfor de har sådan en stærk og særpræget fascinationskraft.
Det er måske også derfor, de virker så uudtømmelige. Der er en ny historie for hver gang man ser det samme billede. Hvis man vælger det. Det er på paradoksal og skøn vis derfor, disse døde ting alligevel har så meget liv over sig. Dette kan skyldes mange ting, måske i høj grad at Ulrik Møller er en mand med et godt pokerface, han forstår at holde tungen lige i munden og ikke ødelægge det hele ved at røbe for meget. Det skyldes med sikkerhed også, at han er så overlegen en tekniker med så mange virkemidler til sin rådighed. Men sikkert er det under alle omstændigheder, at man på livsbekræftende vis altid bliver provokeret til at meddigte og inddigte og skabe sine egne fortællinger, når man ser disse fascinerende billeder. Dette glæder jeg mig selvsagt meget til, når vi om få øjeblikke kan se malerierne som de er malet, i det rette format og med de rette farver og ikke i gengivelse. Det er noget, jeg glæder mig meget til, så det er med stor fornøjelse at jeg kan sige de magiske ord, som museet har givet mig lov til at sige:
Jeg erklærer udstillingen for åbnet!